05

[underhimlenoverjorden]

Selvom Effy har været alene længe nu, har hendes tætteste vennekreds holdt ved hende gennem årene på trods af, at de nu alle er gift og har børn. Effy er den eneste enke iblandt dem, og det er som om, at dette faktum, hvor tomt og ensomt det end er, har sikret hende en særlig position i gruppen. Når hun står på torvet med sine varer, går der således ikke lang tid, før de opsøger hende, typisk lastet med børn og fletkurve fulde af madvarer. Først den ene, så den anden, så den tredje, og så videre. De bliver længe ved hendes bod, og de køber altid noget under påskud af at købe for andre. På den måde leger de en voksenleg, hvor den ene side skjuler almissen.

De kommer aldrig op til huset, men Effy inviterer heller ikke. Der er ikke så meget at se deroppe.

Heldigvis kan Erik lide at lege med deres børn. Det gør hende glad at se ham drøne rundt på torvet med dem; små barneben i hurtige, spontane bevægelser, lyse stemmer fulde af latter. Hun mistænker ham for at bestemme det meste til tider, sådan at de andre børn blot besøger hans luftkasteller.

De leger godt sammen, trods alt.

“Har du hørt,” spørger Maria, mens hun mærker på en af de blå underbluser, “de heldige kan få læst deres fremtid? På kroen, når mørket falder på.” Hun siger det med lav stemme, mens hendes blik flakker sidelæns mellem Effy og de fint-vævede stoffer, frem og tilbage, som om det ikke kan lande.

De heldige, kalder hun dem.

Det er ondskabsfuldt af hende. Maria (Maria, som blev spået en lykkelig fremtid) køber to underbluser i stedet for en, inden hun går, og i mellemrummet fra hun har sagt ordene til hun forlader torvet, er Effy stille, ordløs. Hendes hjerte er presset ned, ned, ned mellem ribbenene, hvor det kramper og skriger på plads.