![[personal profile]](https://www.dreamwidth.org/img/silk/identity/user.png){kind=small}
Engang dansede James og Effy i et klædeskab, mens en lysestump brændte og Effy trådte støv ind i kanten på moderens fineste kilt.
En anden gang sad lille Erik på kanten af sengen med Effys forklæde om sine spinkle skuldre og kiggede ud af vinduet mod heden, hvor de hvide damer dansede for ham i daggryet.
Effy kommer tilbage fra skoven med armene om sig selv og øjnene fulde. Hun lukker døren til soveværelset forsigtigt bag sig og ser Erik, som han sidder på sengen, vendt væk og helt i sin egen verden. Ude på heden er der noget, der trækker i hendes blik, og da hun kigger ud, ser hun dem i glimt, som drømmebilleder. Hun sætter sig på sengen ved siden af Erik og lægger armen om hans skuldre. Det giver et lille sæt i drengen. Bagefter læner han sig forsigtigt ind til hende.
“De er smukke, Erik.” Hun tænker på skoven, på trækronerne, på hvide kjoler og gennemsigtige vinger, der næsten forsvinder for blikket. Det gyser i hende, og hun krammer ham lidt hårdere for sin egen skyld. Endelig tager hun mod til sig:
“Vil du fortælle mig om dem?”
Sollyset er endnu langt væk bag horisonten, da Effy finder sig til rette i en lysning et lille stykke vej væk fra skovstien. Hun kan stadig se stien, selvom lysningen fremstår ubetrådt. Det er vigtigt, på en måde. Hun kan se, hvor hun har gået, og hvor hun skal hen på én og samme tid. Erik sover trygt på kroen - hun har lagt sit forklæde ovenpå hans dyne, blot i fald han vågner, så han ved, hun har tænkt på ham. Hele natten har hun tænkt. Hun har også tænkt på James.
Effy breder sit slag ud under sig og kigger op mellem trækronerne. Skoven føles ikke tom, længere. Hun er ikke alene. Længere oppe er himlen mørk og grå stadigvæk, stjerneløs. Det er morgen snart, og hun er her netop i skiftet, i overgangen hvor to verdener mødes.
Omkring hende hvisker skyggerne. Hun tænker på Gurn, der faldt; på James, der forsøgte at flyve, og trækker vejret langsomt indad, helt ned i brystet, hvor det gør allermest ondt. Så tænker hun på lille Erik, Erik som danser blandt lyngen og laver sine hænder om til sommerfuglevinger. Hun lukker øjnene og ser ham for sig så tydeligt, at det næsten blænder hende.
“Jeg ved, du er her.” Hendes stemme er blød. Mildere, tænker hun, end den har været længe, måske i årevis. “Hvad end der skete, James - så er du mere alene end jeg. Det gør mig ked af det.” Hun folder hænderne i sit skød. Holder fast i sig selv. “Du siger, min dreng drømmer, og jeg har tænkt over - måske…” Hun rynker på brynene og kæmper med ordene, med tankerne bag. Hun taler ikke så meget længere, Effy. Det er uvant. “Måske var det godt, dengang vi drømte sammen. Kan du huske det? Dengang vi bare lod som om.” Hun smiler. “På grund af dig turde jeg ikke, i så lang tid. Men det nytter ikke mere, gør det?”
Hendes stemme lyder stærkere. Omkring hende er skoven sitrende stille.
“Min søn er en drømmer. Jeg er klar til at drømme med ham, James.”
Hun åbner øjnene og stirrer ind i hans, i heksens, som han sidder lige overfor hende, kun en håndsbredde væk. Han kigger tilbage på hende med hovedet let på skrå.
Med et skarpt smil, sært og fuld af mørke, rækker heksen armen i vejret og hun følger bevægelsen, op mod træerne og deroppe er de, de hvide, luftånderne der danser, og hun ser dem som de er, mens de glider gennem luften, fanget under himlen og over jorden.
Effy lader heksen trække tilbage blandt skyggerne, til stilheden og det tomme rum. Hun sidder med hænderne i skødet og ansigtet opadvendt.
Om natten sover Effy på kroen sammen med Erik. De sover i den samme seng, selvom kromutter har tilbudt et ekstra værelse. Hun holder Erik tæt ind til sig. Han var blevet distraheret på vej tilbage fra smedjen - af hvad, vil han ikke fortælle. James ville heller ikke sige, hvad han jagtede, hvad han så, og hvad han ønskede sig, før det var for sent for hende at spørge på den rigtige måde. Når hun lukker øjnene, ser hun heksen for sig nede i gyden, heksen og måneskinnet. Er det Eriks fremtid? Er det sådan de ender, de som drømmer, når de ikke finder vej?
Hun stirrer op i loftet, op i mørket. I kanten af sit synsfelt fornemmer hun det hvide, det dansende, som om noget af hende forsøger at få blik ind i en anden virkelighed. Hun tænker på sin lille søn i den store smedje blandt de rigtige mænd, tunge og verdensnære og med støvlerne i skidtet. Han klager ikke, men hun fornemmer det alligevel; hvordan han flytter sig væk, længere og længere væk. Heksen forstår det og ser det, fordi han kender bevægelsen.
Hun husker:
Et par dage før deres bryllup, hendes og James, blev Effy vækket af en sær følelse, hun ikke forstod. Hun stod op og gik hen til vinduet, åbnede det for at få luft. Alt var stille. Natten var i ro.
Dengang havde heksen endnu ikke læst hendes håndflade. Derfor tænkte hun ikke nærmere over det, da hun så James udenfor i mørket, hvor han stod og spejdede mod skoven længere væk. Hun tænkte, han nok var spændt, for nervøs til at sove. For lykkelig.
Prinsesse Effy, havde han sagt engang for mange år siden, og sådan følte hun endnu. Derfor forstod hun ikke den uro, der bredte sig i brystet ved synet af ham; hun tænkte blot, at det var smukt, at de begge var søvnløse.
Dengang drømte hun også.
Nu holder Erik fast i hende under dynen, mens han mumler sagte i søvne, og Effy erkender, at de ikke er alene, at de måske aldrig har været det. Der er noget, der kalder på afstand, noget der hiver og slider i hendes søn, som det hev og sled i James. Hun er vågen natten igennem, mens hun beslutter sig for, hvad hun må gøre.
Da daggryet nærmer sig, står hun op og går mod skoven.
Hun møder heksen på vej tilbage til kroen. Et øjeblik ligner de næsten hinanden - heksen, med sin slæbende gang og stokken, der ridser i jorden, og Effy med sin beskidte kjole og udmattede krop. Hun retter ryggen, da hun ser ham; han er på vej hen over torvet mod gyden, hvor han stiller sig op ad husmuren og stirrer ned på sine skosnuder.
Da hun går forbi ham, siger han, “Han er hos hende,” og hun stopper med et sæt og vender sig mod ham, kold helt ind til benet, indtil han dovent peger med stokken mod kroen.
Hun vender sig bort igen og fortsætter. Tre skridt. Fem. Ti.
Med et dybt suk tvinger hun sig selv til at gå i stå, vende rundt, og gå tilbage. Ti skridt.
Heksen lægger hovedet på skrå. Mellem skyggerne er der noget, der glider hen over ansigtet på ham - hun kan ikke beskrive det. Som om han kort løfter en maske og sætter den tilbage på plads. Hun kigger op på ham længe, og hans hærgede ansigtstræk bevæger sig kun minimalt som svar. De venter begge på hende.
“Fortæl mig,” siger hun til sidst, mens hun lukker hænderne om sine håndflader, “hvordan jeg hjælper ham.”
Han siger en mærkelig lyd, et sted mellem et fnys og noget andet, hun ikke kan placere. Han skubber sig væk fra muren og pludselig går han perfekt, som om stokken kun er til pynt. Han skubber sig forbi hende. Netop da falder måneskinnet mod hans ansigt, så hun ser hans profil. Hun ser noget der er dødt og borte, noget der er genopstået, noget har ligget for længe i jorden - og så, i et glimt, ser hun ham.
“James!”
Det flyver ud af hende, næsten lydløst, for hun har ikke luft til mere. Hun står naglet til jorden i chok. Heksen - James, James-som-heksen - går ligeledes i stå, som om hendes ord har forvandlet ham til sten. Han bliver stående i den samme position, lidt foroverbøjet uden at se til siden på hende. I det øjeblik falder to verdener sammen, og Effy kan ikke sige noget, hun ville gerne, åh, hun ville, men hun kan ikke.
Heksen vrider sig løs fra stilheden. Hun når at tænke i sin forvirring, at James endnu engang forlader hende, og hun rækker desperat ud efter det mørnede slag. Hendes fingre fanger kun luften. Heksen stavrer bort, væk, ud blandt skyggerne.
Store Will tilbyder at følge Erik tilbage til kroen sidst på eftermiddagen - han skal hjælpe med at sko et par heste, ikke makker? havde han sagt, da de kom, og Erik havde kigget forsigtigt op på ham, ikke uhøfligt men (ængsteligt) blot… forsigtigt. Effy rettede ryggen, blæste ham et lille fingerkys og forlod ham, selvom hun kunne mærke noget ryste indvendigt for hvert skridt hun tog ud ad smedjen.
“Det er adskillelse, søde ven,” siger kromutter medfølende, mens Effy hjælper hende med at feje gulvet og støve karmene af. De tror alle sammen at det er hårdere for Effy, fordi hun er alene med Erik. Det burde jo også være derfor. Gurn er borte, og tomrummet kan ikke fyldes ud.
Men da aftenen falder på, og Store Will endnu ikke har afleveret Erik på kroen, bliver Effy bekræftet i sin mistanke - det handler ikke om hende som kone, som enke, som en kvinde der i dobbelt forstand har mistet sin ægtefælle. Det handler om noget, der kommer før. Om den snigende, usynlige uvidenhed som bor i hjertet hos de fleste mennesker, og som blænder én for de vigtigste detaljer, dem man ikke giver rum til. Hun tænker på Eriks små hemmeligheder. På heksen, heden, og den hvide, der haler ind på hende om natten.
Tankeløst forlader hun kroen, først i gå-gang men hurtigt efter, i løb. Da hun ankommer til smedjen er der fuld gang i ovnene og lyden af metal der banker mod metal er øredøvende, som varselsklokker der buldrer i mørket. Hun ser sig omkring, blændet af røgen i luften. Hvor er - hvor er…
“Fandt han dig ikke?” Store Will kommer ud af tågen. Hans hænder er sorte af støv og sod. “Jeg sendte ham til kroen. Stod midt i en opgave, jeg ikke kunne gå fra, men han er jo en stor dreng.”
Han er en pjevs. Han er en stor dreng. Han er faderløs. Han skal bevæge sig, mangler at lege, mangler at være en dreng. Han drømmer.
Hun blinker. Stirrer stumt på ham i et par sekunder, før hun vender sig bort. Hun løber mod skoven, følger intet andet end lyden af sit eget, hamrende hjerte og ekkoet fra før, han er væk, han er væk, han har forladt mig, fordi jeg ikke forstod!
Få skridt inde i skoven giver hendes ben efter, og hun falder ned på knæ og graver neglene ned i jorden, bukker hovedet og skriger. Hun er ordløs i sin afmagt.
Omkring hende stiger ekkoet opad mellem trækronerne.
Effy vågner sent. Hun føler sig varmere, end hun plejer, og det tager hende et par åndedrag at forstå hvorfor. Erik ligger op ad hende under sit eget tæppe. Han har benene foldet op under sig, og hans små arme forsvinder næsten mod hans bryst, så stramt krammer han sig selv. Lyset falder ind gennem vinduet i hendes soveværelse, så man kan se støvkornene danse. Hun kigger på dem længe uden at forstå hvorfor. Ved siden af hende sover Erik dybt, helt stille. Hun vaskede ham inden de gik i seng, men der sidder alligevel en farvestrålende lyngblomst i hans hår. Hun piller den forsigtigt ud, inden hun står op.
Hun gør klar i køkkenet, mens Erik sover. I dagslyset føler hun, at hun drømte i nat - han drømmer, sagde heksen. Måske ville hun ønske, han havde talt om dem begge. Måske ikke.
Der er ikke noget af hende, der ønsker sig tilbage på heksens tunge.
Tanken får hende til at arbejde hurtigere, mere effektivt. Hendes bevægelser bliver skarpere. Hun tænker på det, hun hørte, selvom hun helst vil glemme det - han er på vej væk - og beslutter sig prompte for, at hun ikke vil kendes ved det. Erik ligger inde i hendes seng. Han sover trygt og godt.
Måske kan han gå til hånde i smedjen igen senere på dagen, hvis hun lover at holde øje med ham imens. Han har godt af at mærke, at det ikke er farligt - mænd er mænd, de ser sig ikke altid for, mens de former og skaber verden.
Det vigtigste, tænker hun og blander korn til Eriks grød, er at han fornemmer verden. Den rigtige verden, det sted han hører til.
Effy har ikke tid til at gøre sig anstændig; hun løber ud over heden på nøgne fødder med kåben flagrende om kroppen. Vinden skubber til hende, baglæns, tilbage mod huset. Den fanger hendes kåbe, som pludselig føles alt for tung, som en klods om benet, varmeløs. Da hun bryder gennem lyngen og standser, hvor Erik står, er hun forpustet. Hun falder på knæ ved siden af ham. Hans blik er så fjernt, som om han ser ind i en verden, som hun ikke har adgang til. Hun hader det. Det får alt i hende til at sitre. Da hun slår armene om ham, mærker hun, hvor kold han er. Han ryster meget let, men virker ikke til selv at tage notits af det.
“Erik?” hvisker hun mod hans kind og trækker ham tættere ind til sig. Hun spørger lige så meget sig selv som ham, men det hjælper ikke. Stilheden svarer aldrig tilbage.
“Han drømmer,” lyder det fra siden, hvasst og uforsonligt. Det giver et ryk i Effy. Hun stirrer op på heksen, som stirrer på Erik med snævre øjne. Han holder stokken bag ryggen nu. Han ser frygtelig ud, herude under månen, hvor man kan se, hvad han er; han ligner noget, der engang var menneske, en mand der trådte først ud og så ind af sin krop. Måske, tænker hun, skifter de ham, disse væsener. Hun husker heksen anderledes, men alle husker dem sikkert forskelligt.
Hun strammer grebet om Erik. “Han skal tilbage i sin seng,” siger hun. Hun kan stadig bære ham, gudskelov. Hans krop føles alt for stiv. Med en dyb, rystende indånding, rejser Effy sig op og tager sin dreng i armene, vender ham bort fra heksen. Heldigvis lægger Erik selv armene om hendes skuldre. Han gemmer ansigtet mod hendes hals, instinktivt, som om han ikke kan lade være.
“Mennesker drømmer forskelligt,” hvisler heksen og tapper med stokken mod jorden foran sine slidte støvler. “Det, du gør - det hjælper ikke noget. Han er på vej væk fra dig.”
Hun retter ryggen. Med Erik i armene virker heksen pludselig mindre, mere ussel. Slaget om hans skuldre er muggent og mølædt. Det er væsen, der intet har, ikke til sig selv og ikke til andre. Tanken vækker ingen medlidenhed i hende. “Du er ikke velkommen her,” siger hun, klart og tydeligt, og hendes stemme klinger hen over lyngen og heden, som om der bor et ekko i den, et ekko fra en anden tid. “Forsvind.”
Heksen stirrer olmt på hende. Effy nikker mod skoven - gå, bliv væk - og vender sig bort. Da hun når tilbage til huset og ser sig tilbage, er han forsvundet.
Hun vågner, fordi hun mærker tomheden.
Dengang Effy var gravid med Erik, havde hun konstant en følelse af tosomhed, som overraskede hende, fordi hun havde været gift med Gurn i tre år uden at mærke den. Det gav jo dårligt mening; han var hendes udvalgte følgeskab for resten af livet. Måske var det derfor, hun ikke havde tænkt over det, der manglede - det var naturstridigt, også selvom hun oprindeligt havde været tiltænkt en anden. De var gift. De var sammen.
Men da Erik kom til, blev til inde i hende, da var det som om, der blev bygget en bro, som hun genkendte helt ind i knoglerne, ind i det blod, de delte, hun og ham, mens han lå i maven på hende. Efter fødslen blev broen kun længere. Smidigere, styrket af erfaring og kendskab.
Da Gurn døde, stod broen uforandret.
Det er derfor, Effy vågner tidligt om morgenen, så tidligt, så solen endnu er timer fra at bryde frem bag horisonten. Hun sætter sig op i sengen med et sæt og knuger sin dyne til sig. Efter få sekunder begynder hun at lytte, selvom hun ikke ved, hvorfor. Hun lytter først til sit eget, tundrende hjerteslag - derefter til lyden af huset, der knirker omkring hende, lyden af dynens knitren. Der er tomt. Stille på en måde, som tager vejret fuldstændigt fra hende, som en udhuling der begynder et sted dybt inde i hendes krop. Med et gisp hopper hun ud af sengen på bare tæer, slår sit tunge sjal omkring sine skuldre og løber ind i Eriks soveværelse.
Hans seng er tom, og vinduet er åbent.
Vinden slår mod hendes knoer, da hun stiller sig ved vinduet og holder fast i karmen, læner sig ud for at se med øjnene vidt åbne. Der, ude på heden hvor lyngen stadig står og vugger i vinden - der, ramt af månelyset, står en lille skikkelse med ansigtet vendt mod skoven længere væk.
Overfor ham, kun få meter væk, står heksen og venter blandt skyggerne.
Erik leger for sig selv i hjørnet af stuen, der hvor varmen fra gløderne i kakkelovnen ikke når hen. Effy har tilbudt ham et tæppe, som han bliver ved med at ryste af sig - lige nu ligger det bag ham på gulvet. Hun sysler med de sidste ting før sengetid, mens hun jævnligt kigger på ham, hendes dreng, som han sidder på gulvet og leger med luften. Han taler sagte for sig. Hun har en følelse af, at han holder meningen hemmelig for hende.
Store Will har inviteret ham ned igen i morgen. Han er en pjevs, sagde han med et smil og nikkede mod Eriks lille forbinding om håndleddet, hvor han havde brændt sig på gløderne. Men sådan er det med drenge der vokser op hos kvinder. Det er naturligt nok.
Det gør hende lidt vred at tænke på. Hun ved ikke hvorfor - det er jo rigtigt. Hun så, hvad der skete med James, James som havde sin mor og ingen anden. På et tidspunkt havde han Effy. Hun skutter sig i mørket. De siger, at heksen er i byen igen i dag.
Hun kan stadig mærke hans blik ovre fra gyden.
Erik siger en lille lyd for sig selv. Hun stopper op, går i stå. Kigger over på ham, nysgerrigt, men han ænser hende ikke, heller ikke da hun lister over til ham og sætter sig på hug. Han sidder med fingrene oppe i luften foran sit ansigt og folder håndfladerne mod hinanden som sommerfuglevinger. Vifter med dem, op og ned, som en, der forsøger at lette.
“Hvad er det?” spørger Effy og stryger forbindingen på hans håndled med pegefingeren.
Det giver et lille sæt i drengen, som trækker hånden til sig og kigger op på hende med store øjne. Det er mærkeligt - han ligner, at han lige er vågnet. “Mama,” siger han forvirret og kigger på sin forbinding. “Det var smedjen. Jeg kom for tæt på. Det var dumt.” Han lyder som om, han citerer.
Hun ryster på hovedet. Insisterer, prøvende, som en hjort der tester den første is på floden. “Nej, jeg mente dine hænder. Det du lavede med dem. Mønstret - “ Hun løfter sine egne hænder og prøver at gengive det.
“Nåh.” Han kigger væk. Det er ligesom med tæppet, tænker hun. Han ryster det af sig. Pludselig er der noget i hendes bryst, der gør så ondt, at hun griber hans håndled og læner sig ind mod ham.
“Erik,” siger hun, og der er så meget luft i hendes stemme, så lidt vægt.
Han trækker på skuldrene. “Det var ikke noget,” siger han, og selvom det tager lang tid, giver hun slip til sidst, som hun må, som hun bør.
De går på torvet tidligere end vanligt. Da hun fortæller Erik, at han skal bruge nogle af sine timer på at gå mændene til hånde nede i smedjen, nikker han - “Ja, mama” - men han smiler ikke, og hun synes, han virker mere træt end sædvanligt, da de går mod byen. På torvet stiller hun op alene. Store Will har sagt ja til at vise Erik rundt i smedjen, fordi der ikke er så travlt på denne tid af dagen, under forudsætning af, at hun henter drengen igen før middagstid, hvor forretningen typisk tager til.
Hun nynner lidt for sig selv, mens hun gør varerne klar. Der er et meget smukt, grønt stykke tartan blandt dem i dag, et lille kunststykke, som hun stiller an, så det kan ses. Hvis hun havde råd, ville hun have beholdt det til sig selv, måske til et lille bælte eller et par smukke handsker. Hun lader det glide mellem fingrene. Det ville også være smukt, tænker hun, bundet rundt om halsen som et… sjal. Hun stivner. Skubber tanken, der følger efter helt af sig væk, før den kan manifestere sig rigtigt.
Der er visse beklædningsgenstande som Effy ikke væver.
Hun væver gerne stoffet til andre, og hvad de derefter gør med det, står dem naturligvis frit. Hver til sit. Hun lader det grønne stof være, hvor det står og flytter blikket og fingrene væk; det er trods alt mange år siden, at hun pyntede sig, at det gav mening. Pynt er noget, man gør for andre. For at blive modtaget.
Effy er alene sammen med Erik, og Erik har ikke brug for mere pynt i sit liv.
Hun retter ryggen og stiller sig ved disken med hænderne fladt mod den gamle træplade. Hun ser sig om på torvet, prøver at fange et blik her eller der. Hendes øjne flytter sig fra person til person, fra brønden til gyden bag de gamle husvægge, og fra husvæggene til -
Hendes blik flakker tilbage mod gyden, langsomt, som om det trækkes med magt.
Dér, blandt skyggerne, står en skikkelse med fronten rettet mod hende. Hun kan se på bygningen, de brede skuldre og den snævre silhouette, at det er en mand. Han læner sig op ad murværket med en stok i den ene hånd, og der er et eller andet ved ham, som får noget i hende til at visne.
Skyggerne æder hans ansigtstræk. Alligevel kan hun fornemme, at han stirrer på hende.
De heldige kan få læst deres fremtid.
Med et gisp vender hun sig væk. Hun ser ikke derover igen, ikke før dagen nærmer sig middag, og hun skal hente Erik på smedjen. Da er gyden tom.
Da de går i seng om aftenen, tror Effy næsten på, at Erik blot var sulten. Siden de fik mad nede på kroen og brugte eftermiddagen på torvet som de plejer, mens drengen fik lov til at strække sine ben og lege; siden da er han mere sig selv. Han var måske mere stille end ellers på turen hjem, men det gør ingen skade. Kromutter har ret i den slags. Hun er ældre og mere erfaren end Effy. Hendes fem børn er alle gamle nok til at klare sig. Så Effy går i seng og putter Erik i hans, selvom han stadig beder om lov til at sove hos hende. Hun tænker på hans følsomhed.
“Han mangler en mand i sit liv, min ven. Det er intet ondt mod dig,” sagde kromutter, mens hun serverede en portion vælling for Effy, “men der skal være balance i tingene.”
Måske er det på tide, at Erik kommer på besøg nede i smedjen. Ikke sådan for alvor, bare et lille kig ind i en anden verden, en rigtig verden. Et sted, hvor han endelig kan genkende sig selv. Effy sætter sig op i sengen, lysvågen, nærmest stresset. Hun famler efter et stykke papir i mørket og skribler en note ned til sig selv. Ja, det må være vejen - at give Erik det, han mangler.
Der danser et flygtigt billede foran hendes øjne i mørket; Gurn med sine brede hænder og sit skæve smil og lille Erik der ser op på ham og… ser på ham. Hun kan ikke forestille sig hans udtryk. Det er som om, hans ansigt svømmer for hendes blik, mens Gurn står tydeligt frem, så genkendelig.
Hun har vænnet sig til den følelse, der kommer efter; skammen over, at hendes hjerte brister over Erik og det, hun ikke kan se, mens Gurn blot forsvinder fra hendes tanker igen, som om han aldrig havde været der.
I morgen går hun til smedjen med Erik.
I morgen hjælper hun ham.
Han holder øje med drengen fra skyggerne.
Himlen er mørk i dag, selv lige over middag. Skyerne er tunge. Der er noget i luften, der lugter af regn. Frosten er endnu et par måneder væk - til den tid kravler man i hi. Til den tid, ja, og ikke nu. Nu holder han øje, mens Effys dreng løber rundt på torvet, nogle gange alene, nogle gange i selskab med andre børn, børn med en anden slags ansigter. Som alle små væsener er de åbne og uskyldige. Drengen ligeså. Men modsat alle andre børn, har Effys søn noget i blikket. Man mærkede det i nat, hans blik, selv gennem det gustne murværk på deres faldefærdige hus. Han søger ud ad. Opad.
Der er nogen ude i skoven, som er vågne hver nat. De lytter efter drengen, spejder. Han ved det, fordi han ser dem - de tror sikkert, han er lige så blind som hun blev dengang, år tilbage, verdener tilbage, men han ser dem. Der er ikke mange drømme tilbage i den her gudsforladte by, og måske er det derfor, de kalder på ham nu, allerede, et lille barn på fem. Det virker ude af balance, forkert og perverst. Men daggryet tilgiver ingen herude. Det er en afslutning, et punktum og en afgrund.
En afgrund for dem, der tror, de kan flyve.
Drengen tager en runde omkring brønden i løb. Han løfter armene op og ned, før han griber fat om sin kjortel og vifter med den som et skørt. Han griner og drejer rundt om sig selv, løber baglæns, løber, snubler, falder -
Han griber Eriks spinkle skuldre, før drengen lander med hovedet først i mudderpølen under hans støvler.
Det giver et sæt i barnet, og han trækker sig hurtigt væk. Han vender sig om og spærrer øjnene op.
Drengen og heksen ser på hinanden. Heksen husker sig selv.
“Drengen får for lidt at spise,” siger kromutter og stiller en stor portion vælling foran Erik, som kigger tøvende op på Effy. Hans underlæbe dirrer meget lidt, og han lægger sikkert ikke mærke til det. “Han bevæger sig desuden for lidt. Drenge skal bygge muskler. De skal løbe, lege, slås.”
Effy giver ham et lille smil. Erik griber straks sin ske og begynder at spise. “Små mundfulde,” siger Effy, hvilket han kun akkurat magter at rette sig efter. De har ikke spist ordentligt i flere dage. Det tør hun godt indrømme hernede i dagslyset på kroen, væk fra huset for enden af verden. Hun skulle have gået herned noget før, det ved hun.
Det var vanskeligt at få Erik væk fra vinduet i nat. Han sov ikke, da hun lagde hånden på ham - han havde rystet skulderen en smule, nærmest som om han forsøgte at skubbe hende af sig. “Hvorfor er der skodder for vinduerne, mama?” spurgte han. Absurd nok - for de lukker altid for natten, altid - havde hun følt sig anklaget.
Det var lykkedes hende at få Erik med i seng, selvom han havde klaget over det. Til sidst havde han endda spurgt om lov til at sove inde ved hende, hvilket han ikke har gjort i flere år. Effy gav sig ikke. Hans spørgsmål - urimeligt, var det, og blikket i hans øjne, som om han var spærret inde! - sad stadig i hende. “Store drenge sover ikke inde hos deres mor,” havde hun sagt til sin femårige dreng, og nu sidder han her med vælling i mundvigene og ser sulten ud på en måde, som får hende til at føle sig fortabt.
“Det skyldes sult,” fortsætter kromutter og klapper Effy på overarmen. “Han drømte bare, det er det hele. Du skal se, han retter sig hurtigt.”
Effy nikker tomt, farveløst. Hun tænker på James, som også var sulten.
Hun vågner midt om natten med en mærkelig stramhed i brystet. Den går ikke væk, heller ikke da hun vender sig om på siden, og efter kort tid er hun for vågen til at sove videre. Hun sætter sig op i sengen og skutter sig. Kulden kryber ind under dørkarmene, gennem væggene og det slidte tag. Hun samler dynen og det uldne tæppe om sig for at få varmen, men følelsen i brystet går ikke væk. Hun kan ikke huske, hvad hun har drømt. Hun står op og folder tæppet omkring sig, inden hun på bare fødder går ud i stuen, hvor skodderne er slået for og mørket dominerer.
Der står en olielampe ved døren. Efter et par mislykkede forsøg lykkes hun med at tænde den. Hun tænker at lade ordene i Biblen berolige sig, måske overnatte i lænestolen med tæppet omkring sig og hovedet på skrå. Herinde kommer intet ind, heller ikke ekkoer fra fortiden.
Hun tager olielampen i hånden og holder lyset ud fra sig i bøjet arm. Hendes hjerte springer et slag over.
Der, på gulvet under stuevinduet, sidder Erik med sin dyne foldet om kroppen og ansigtet vippet opad.
Hvor den tynde natskjorte er kravlet ned over skulderen, kan hun se knoglerne under huden på ham. Hans lille krop bevæger sig langsomt, rytmisk, mens han trækker vejret, og hun står der i mørket og forstår ikke, hvad hun ser. Spændingen i brystet eksploderer langsomt udad, hendes hånd ryster og skyggerne danser mærkeligt omkring dem.
Erik ser sig ikke tilbage.
De var måske ti år gamle, da James hev Effy med ind i moderens klædeskab. Det var den slags aften, hvor de voksne festede og børnene sov for sent, og hun husker stadig lyden af stemmer nede fra stuen i James’ hus, lyden af kroppe i dans og klirrende glas. I klædeskabet var der mørkt, indtil James tændte en lille stump lys og satte den på skamlen ved bagvæggen. Hans øjne glitrede lidt i mørket, og Effy trak tæt på ham, så tæt, så de næsten trak vejret ind i hinanden.
“Prinsesse Effy,” sagde James og rørte ved hendes venstre fletning, “hvilken kjole skal du have på til fest?”
Effy, som var i en af sine pænere kilte, grøn med små lyse tråde flettet langs kanten, smilte og rystede på hovedet. James gav hende et skævt smil og insisterede, “Kom, sig nu til!” og til sidst måtte hun give sig og pegede på en smuk, dyb-blå, gulvlang nederdel i tartan med et tungt sølvbælte hængende om livet. Det lille bånd om James’ hestehale var gjort i samme stof.
Han tøvede ikke med at hive den store kjole ned fra ophænget, og kæmpede kortvarigt med vægten for ikke at slæbe den hen over skabsgulvet, mens han stavrede over til hende. Hun endte med at have kilten på som en kjole og bæltet som en halskæde, fordi han ville det sådan; han drejede hende og hev i stoffet med en vigtighed, som ikke var påtaget. Effy rettede ryggen og knejsede i nakken som en rigtig dame.
Til sidst tog James sin mors hat og klipsede den i sit eget hår på skrå. Måske ville andre børn have grint af hinanden, af udklædningen, af hvor skøre de så ud, Effy i den store kilt og James med pynt i håret, men skabsdøren var trygt lukket mod omverdenen, og lyset brændte stadig på skamlen. Måske var det nemmere at være helt ægte på den måde. Måske gjorde det verden lidt renere.
Selvfølgelig tænkte børn ikke på den slags, men når Effy husker tilbage, mærker hun længslen efter det. Efter det lille lys og den tunge kilt, og James, der pyntede hende som sin.
Effy mistede alt, da heksen læste hendes hånd. Sådan forstår hun det - et valg, hun aldrig skulle have taget, mørknet af kræfter, hun ikke forstod. Kræfter som nærmest ikke fik øje på hende, som ingen notits tog af hende eller hendes smerte; som når hjulet på en kære kløver en mus i to.
De tog James fra hende. Måske tog han også sig selv.
Nu er heksen tilbage i byen, og Effy har stadig ikke brug for at tage ind til byen, heller ikke selvom blikdåsen med mønter er tom, og hendes lager af uldsager vokser for hurtigt. Erik ser en lillebitte smule træt ud, og han leger mest på gulvet, stille, bevægelsesløst. Hun sætter ham i gang, når hun tror, han behøver det - læser med ham, beder ham prøve at læse for. Hun sætter ham til at tælle alle krukkerne i køkkenet, at sortere dem efter form og farve. Lille Erik arbejder hårdt men langsomt, langsommere og langsommere.
Når hans mave rumler, skynder Effy sig at finde en brødrest til ham. En lille skål med vandet havregrød, et par mundfulde salt tørret kød. Drengen klager ikke, og når han er så stærk, så klarer hun sig nok. Der er ingen grund til at tage ned til byen. Slet ingen. De har det godt heroppe i udkanten af verden, hun og Erik, de to og ingen andre.
Når mørket falder på, går Effy huset igennem og sørger for at alle vinduer er lukkede. Hun mistede alt, fordi hun et øjeblik lod sig friste, lod sig lokke, og hun tror, det kan ske for andre, når det kunne ske for hende. Når det kunne ske for James.
Gurn er væk, og de er kun to, hun og Erik. Effy retter ryggen i hoveddøren, klar til at lukke huset ned for natten. Hun står i døråbningen med blikket rettet fast mod skoven. Her er låst, tænker hun og strammer grebet hårdt om dørhåndtaget. Her kommer intet ind.
Bag hende lister Erik sig tæt på, tæt nok til at læne sig mod hendes ben, mens hans lille barnehånd lukker sig om hendes kjole, og et øjeblik - isnende, stormfuldt - er hun i tvivl, om han holder fast i hende, eller om hun holder fast i ham.
De første dage klarer de sig med brød og urteopkog, kopper af varm suppe med kornrester og tørrede blomster. Hun sparer på det, der kan holde sig og bilder sig ind, at hun er fornuftig. Jo mindre de kan leve på, jo bedre - vinteren kommer snart, og til den tid har de endnu mindre end nu. Erik hjælper hende, så godt han kan; når hun har hentet vand fra brønden, vasker han gulvet i køkkenet og skrubber fliserne, indtil hans små arme ryster af anstrengelse. Effy sidder ved rokken og spinder, mens den næste bunke uld tager farve i baljen i bryggerset. Nogle gange kommer Erik ind og hjælper med at dreje tråden. Noget i hende forstår, at han leger for lidt.
Børn bør gå til hånde, når de kan, men Erik er kun fem år, og hun føler, hun kan se, hvordan fantasien trænger sig på bag øjnene på ham. Hun tænker på Maria. De heldige, sagde hun.
Hun tænker på sin drøm, på stilheden i skoven og det, der venter blandt skyggerne fra trækronerne.
“Erik,” siger hun og sætter sig i den gamle stol tæt på vinduet, hvor lysindfaldet er bedst. “Vi skal læse sammen.”
Erik, som har sorteret garnnøglerne i hendes kurv ud fra et system, hun ikke forstår, rejser sig dydigt og tager Biblen ned fra den faste hylde i stuen. Han sætter sig på gulvet ved hendes fødder og lytter med hovedet hvilende mod hendes knæ. Teksten handler om lærdom, om at skelne falsk fra ret, om at vælge den snævre, vanskelige sti og således undgå nedfarten til helvede. Det trøster hende, den velkendte simpelhed, det gode og det onde som to adskilte stier, der ikke krydser eller smelter ind i hinanden, hvis du holder blikket rigtigt.
Et øjeblik, mens skumringen kravler tættere på, og skyggerne rykker sammen, mærker Effy roen ved at være på den rette sti, den hårde, snævre rute mod en fredelig slutning. Hun forestiller sig, at Erik går ved siden af hende, og at stilheden er blid.
Skoven er stille, og det skræmmer hende. Hun spørger sig selv og stilheden - hvor er fuglene, hvor er vinden i trækronerne, hvor er lyden af smådyr i krat og underskov? Effy går alene ned ad skovstien, mens hun knuger sit forklæde mellem hænderne. Hendes mund smager uldent. Lige udenfor hendes synsfelt flytter noget sig frem mellem træerne, på kollisionskurs med stien og Effy og stilheden.
Måske er det Erik. Søde lille Erik, der danser, fordi han ikke ved, hvor farligt det er, og hvor meget man taber, når musikken stopper. Måske er det Gurn, med klippestøv på støvlerne og det forstenede udtryk som han tillagde sig gradvist, mens årene gik og en anden slags stilhed (stumhed) voksede mellem dem.
Eller måske er der ikke plads til nogen af dem her på stien, hvor Effy går alene, mens himlen over hende bliver højere og højere. Hun kan dufte lyngen ude fra heden blandet med den sødlige stank af råd og fugt og salt fra hendes øjne.
Fra siden driver noget tættere på. I glimt ser hun, at det blafrer i vinden, kridhvidt og skinnende, som en engel. Engle, ved hun, befinder sig aldrig hernede på jorden. De krydser ikke veje med en kvinde som Effy, for de er ikke der, hvor hun er.
Nej, det er ikke en engel, men noget der hører til i mørket, som hvirvler af sted, mens vinden skriger.
Effy gisper og ser til siden. Skoven er tom omkring hende. Hun vågner og klamrer dynen mellem hænderne så hårdt, at hun ryster.
De forlader torvet sent på eftermiddagen, da himlen for længst er blevet mørkere og salget af hendes varer har stået stille længe nok til, at de begge er gennemkolde. Effy går med Erik i hånden væk fra torvet. Kroen ligger for enden, hvor hovedvejen strækker sig nordpå mod Effys hus, og da de går forbi klemmer Erik hendes hånd hårdt, insisterende, inden han går i stå foran et af vinduerne.
“Mama,” siger han og stiller sig på tå for at kigge ind med næsetippen presset mod ruden, “Se!”
Hun ville egentlig ikke have standset. Det er koldt, sent, og aftensmaden laver ikke sig selv. Det er tungt at bære på den overskydende uld, og Erik har leget hele dagen på torvet. Han behøver ikke lege nu. Men som han står nu, er hun nødt til enten at hive ham efter sig - hårdt, så han snubler - eller puffe ham videre med en hånd på hans skulder, og Effy vælger den blide løsning, selvom hun ved, det ikke er nok.
Selvom hun ved, at hun kommer til at kigge ind.
Kroen er oplyst af pejseilden. Der er ikke mange gæster i aften, ikke endnu - mændene er ikke færdige med dagen, og kvinderne gør klar til aften hjemme. Effy stiller sig bag Erik og tager fat om skulderen på ham. Hendes blik vandrer derfra helt naturligt (draget), mens hendes mave langsomt vender sig. Heksen sidder tæt på ilden med ryggen til. Det ene lange ben er udstrakt, det andet bøjet. Der står ingen kø af unge kvinder eller mænd som drømmer om at få læst deres fremtid, ikke nu, ikke her. Der er blot løftet om det.
Effy snubler baglæns. Erik følger med i et hårdt ryk, fordi hun stadig har fingrene lukket om hans skulder, og han klynker i smerte. Hun venter ikke, siger ikke undskyld eller spørger til ham.
Der er ingen grund til, at de er her. Ingen overhovedet.
Selvom Effy har været alene længe nu, har hendes tætteste vennekreds holdt ved hende gennem årene på trods af, at de nu alle er gift og har børn. Effy er den eneste enke iblandt dem, og det er som om, at dette faktum, hvor tomt og ensomt det end er, har sikret hende en særlig position i gruppen. Når hun står på torvet med sine varer, går der således ikke lang tid, før de opsøger hende, typisk lastet med børn og fletkurve fulde af madvarer. Først den ene, så den anden, så den tredje, og så videre. De bliver længe ved hendes bod, og de køber altid noget under påskud af at købe for andre. På den måde leger de en voksenleg, hvor den ene side skjuler almissen.
De kommer aldrig op til huset, men Effy inviterer heller ikke. Der er ikke så meget at se deroppe.
Heldigvis kan Erik lide at lege med deres børn. Det gør hende glad at se ham drøne rundt på torvet med dem; små barneben i hurtige, spontane bevægelser, lyse stemmer fulde af latter. Hun mistænker ham for at bestemme det meste til tider, sådan at de andre børn blot besøger hans luftkasteller.
De leger godt sammen, trods alt.
“Har du hørt,” spørger Maria, mens hun mærker på en af de blå underbluser, “de heldige kan få læst deres fremtid? På kroen, når mørket falder på.” Hun siger det med lav stemme, mens hendes blik flakker sidelæns mellem Effy og de fint-vævede stoffer, frem og tilbage, som om det ikke kan lande.
De heldige, kalder hun dem.
Det er ondskabsfuldt af hende. Maria (Maria, som blev spået en lykkelig fremtid) køber to underbluser i stedet for en, inden hun går, og i mellemrummet fra hun har sagt ordene til hun forlader torvet, er Effy stille, ordløs. Hendes hjerte er presset ned, ned, ned mellem ribbenene, hvor det kramper og skriger på plads.
