13

[underhimlenoverjorden]

Han holder øje med drengen fra skyggerne.

Himlen er mørk i dag, selv lige over middag. Skyerne er tunge. Der er noget i luften, der lugter af regn. Frosten er endnu et par måneder væk - til den tid kravler man i hi. Til den tid, ja, og ikke nu. Nu holder han øje, mens Effys dreng løber rundt på torvet, nogle gange alene, nogle gange i selskab med andre børn, børn med en anden slags ansigter. Som alle små væsener er de åbne og uskyldige. Drengen ligeså. Men modsat alle andre børn, har Effys søn noget i blikket. Man mærkede det i nat, hans blik, selv gennem det gustne murværk på deres faldefærdige hus. Han søger ud ad. Opad.

Der er nogen ude i skoven, som er vågne hver nat. De lytter efter drengen, spejder. Han ved det, fordi han ser dem - de tror sikkert, han er lige så blind som hun blev dengang, år tilbage, verdener tilbage, men han ser dem. Der er ikke mange drømme tilbage i den her gudsforladte by, og måske er det derfor, de kalder på ham nu, allerede, et lille barn på fem. Det virker ude af balance, forkert og perverst. Men daggryet tilgiver ingen herude. Det er en afslutning, et punktum og en afgrund.

En afgrund for dem, der tror, de kan flyve.

Drengen tager en runde omkring brønden i løb. Han løfter armene op og ned, før han griber fat om sin kjortel og vifter med den som et skørt. Han griner og drejer rundt om sig selv, løber baglæns, løber, snubler, falder -

Han griber Eriks spinkle skuldre, før drengen lander med hovedet først i mudderpølen under hans støvler.

Det giver et sæt i barnet, og han trækker sig hurtigt væk. Han vender sig om og spærrer øjnene op.

Drengen og heksen ser på hinanden. Heksen husker sig selv.