06

[underhimlenoverjorden]

De forlader torvet sent på eftermiddagen, da himlen for længst er blevet mørkere og salget af hendes varer har stået stille længe nok til, at de begge er gennemkolde. Effy går med Erik i hånden væk fra torvet. Kroen ligger for enden, hvor hovedvejen strækker sig nordpå mod Effys hus, og da de går forbi klemmer Erik hendes hånd hårdt, insisterende, inden han går i stå foran et af vinduerne.

“Mama,” siger han og stiller sig på tå for at kigge ind med næsetippen presset mod ruden, “Se!”

Hun ville egentlig ikke have standset. Det er koldt, sent, og aftensmaden laver ikke sig selv. Det er tungt at bære på den overskydende uld, og Erik har leget hele dagen på torvet. Han behøver ikke lege nu. Men som han står nu, er hun nødt til enten at hive ham efter sig - hårdt, så han snubler - eller puffe ham videre med en hånd på hans skulder, og Effy vælger den blide løsning, selvom hun ved, det ikke er nok.

Selvom hun ved, at hun kommer til at kigge ind.

Kroen er oplyst af pejseilden. Der er ikke mange gæster i aften, ikke endnu - mændene er ikke færdige med dagen, og kvinderne gør klar til aften hjemme. Effy stiller sig bag Erik og tager fat om skulderen på ham. Hendes blik vandrer derfra helt naturligt (draget), mens hendes mave langsomt vender sig. Heksen sidder tæt på ilden med ryggen til. Det ene lange ben er udstrakt, det andet bøjet. Der står ingen kø af unge kvinder eller mænd som drømmer om at få læst deres fremtid, ikke nu, ikke her. Der er blot løftet om det.

Effy snubler baglæns. Erik følger med i et hårdt ryk, fordi hun stadig har fingrene lukket om hans skulder, og han klynker i smerte. Hun venter ikke, siger ikke undskyld eller spørger til ham.

Der er ingen grund til, at de er her. Ingen overhovedet.