19

[underhimlenoverjorden]

Effy vågner sent. Hun føler sig varmere, end hun plejer, og det tager hende et par åndedrag at forstå hvorfor. Erik ligger op ad hende under sit eget tæppe. Han har benene foldet op under sig, og hans små arme forsvinder næsten mod hans bryst, så stramt krammer han sig selv. Lyset falder ind gennem vinduet i hendes soveværelse, så man kan se støvkornene danse. Hun kigger på dem længe uden at forstå hvorfor. Ved siden af hende sover Erik dybt, helt stille. Hun vaskede ham inden de gik i seng, men der sidder alligevel en farvestrålende lyngblomst i hans hår. Hun piller den forsigtigt ud, inden hun står op.

Hun gør klar i køkkenet, mens Erik sover. I dagslyset føler hun, at hun drømte i nat - han drømmer, sagde heksen. Måske ville hun ønske, han havde talt om dem begge. Måske ikke.

Der er ikke noget af hende, der ønsker sig tilbage på heksens tunge.

Tanken får hende til at arbejde hurtigere, mere effektivt. Hendes bevægelser bliver skarpere. Hun tænker på det, hun hørte, selvom hun helst vil glemme det - han er på vej væk - og beslutter sig prompte for, at hun ikke vil kendes ved det. Erik ligger inde i hendes seng. Han sover trygt og godt.

Måske kan han gå til hånde i smedjen igen senere på dagen, hvis hun lover at holde øje med ham imens. Han har godt af at mærke, at det ikke er farligt - mænd er mænd, de ser sig ikke altid for, mens de former og skaber verden.

Det vigtigste, tænker hun og blander korn til Eriks grød, er at han fornemmer verden. Den rigtige verden, det sted han hører til.