08

[underhimlenoverjorden]

De første dage klarer de sig med brød og urteopkog, kopper af varm suppe med kornrester og tørrede blomster. Hun sparer på det, der kan holde sig og bilder sig ind, at hun er fornuftig. Jo mindre de kan leve på, jo bedre - vinteren kommer snart, og til den tid har de endnu mindre end nu. Erik hjælper hende, så godt han kan; når hun har hentet vand fra brønden, vasker han gulvet i køkkenet og skrubber fliserne, indtil hans små arme ryster af anstrengelse. Effy sidder ved rokken og spinder, mens den næste bunke uld tager farve i baljen i bryggerset. Nogle gange kommer Erik ind og hjælper med at dreje tråden. Noget i hende forstår, at han leger for lidt.

Børn bør gå til hånde, når de kan, men Erik er kun fem år, og hun føler, hun kan se, hvordan fantasien trænger sig på bag øjnene på ham. Hun tænker på Maria. De heldige, sagde hun.

Hun tænker på sin drøm, på stilheden i skoven og det, der venter blandt skyggerne fra trækronerne.

“Erik,” siger hun og sætter sig i den gamle stol tæt på vinduet, hvor lysindfaldet er bedst. “Vi skal læse sammen.”

Erik, som har sorteret garnnøglerne i hendes kurv ud fra et system, hun ikke forstår, rejser sig dydigt og tager Biblen ned fra den faste hylde i stuen. Han sætter sig på gulvet ved hendes fødder og lytter med hovedet hvilende mod hendes knæ. Teksten handler om lærdom, om at skelne falsk fra ret, om at vælge den snævre, vanskelige sti og således undgå nedfarten til helvede. Det trøster hende, den velkendte simpelhed, det gode og det onde som to adskilte stier, der ikke krydser eller smelter ind i hinanden, hvis du holder blikket rigtigt.

Et øjeblik, mens skumringen kravler tættere på, og skyggerne rykker sammen, mærker Effy roen ved at være på den rette sti, den hårde, snævre rute mod en fredelig slutning. Hun forestiller sig, at Erik går ved siden af hende, og at stilheden er blid.