23

[underhimlenoverjorden]

Sollyset er endnu langt væk bag horisonten, da Effy finder sig til rette i en lysning et lille stykke vej væk fra skovstien. Hun kan stadig se stien, selvom lysningen fremstår ubetrådt. Det er vigtigt, på en måde. Hun kan se, hvor hun har gået, og hvor hun skal hen på én og samme tid. Erik sover trygt på kroen - hun har lagt sit forklæde ovenpå hans dyne, blot i fald han vågner, så han ved, hun har tænkt på ham. Hele natten har hun tænkt. Hun har også tænkt på James.

Effy breder sit slag ud under sig og kigger op mellem trækronerne. Skoven føles ikke tom, længere. Hun er ikke alene. Længere oppe er himlen mørk og grå stadigvæk, stjerneløs. Det er morgen snart, og hun er her netop i skiftet, i overgangen hvor to verdener mødes.

Omkring hende hvisker skyggerne. Hun tænker på Gurn, der faldt; på James, der forsøgte at flyve, og trækker vejret langsomt indad, helt ned i brystet, hvor det gør allermest ondt. Så tænker hun på lille Erik, Erik som danser blandt lyngen og laver sine hænder om til sommerfuglevinger. Hun lukker øjnene og ser ham for sig så tydeligt, at det næsten blænder hende.

“Jeg ved, du er her.” Hendes stemme er blød. Mildere, tænker hun, end den har været længe, måske i årevis. “Hvad end der skete, James - så er du mere alene end jeg. Det gør mig ked af det.” Hun folder hænderne i sit skød. Holder fast i sig selv. “Du siger, min dreng drømmer, og jeg har tænkt over - måske…” Hun rynker på brynene og kæmper med ordene, med tankerne bag. Hun taler ikke så meget længere, Effy. Det er uvant. “Måske var det godt, dengang vi drømte sammen. Kan du huske det? Dengang vi bare lod som om.” Hun smiler. “På grund af dig turde jeg ikke, i så lang tid. Men det nytter ikke mere, gør det?”

Hendes stemme lyder stærkere. Omkring hende er skoven sitrende stille.

“Min søn er en drømmer. Jeg er klar til at drømme med ham, James.”

Hun åbner øjnene og stirrer ind i hans, i heksens, som han sidder lige overfor hende, kun en håndsbredde væk. Han kigger tilbage på hende med hovedet let på skrå.

Med et skarpt smil, sært og fuld af mørke, rækker heksen armen i vejret og hun følger bevægelsen, op mod træerne og deroppe er de, de hvide, luftånderne der danser, og hun ser dem som de er, mens de glider gennem luften, fanget under himlen og over jorden.

Effy lader heksen trække tilbage blandt skyggerne, til stilheden og det tomme rum. Hun sidder med hænderne i skødet og ansigtet opadvendt.