16

[underhimlenoverjorden]

Erik leger for sig selv i hjørnet af stuen, der hvor varmen fra gløderne i kakkelovnen ikke når hen. Effy har tilbudt ham et tæppe, som han bliver ved med at ryste af sig - lige nu ligger det bag ham på gulvet. Hun sysler med de sidste ting før sengetid, mens hun jævnligt kigger på ham, hendes dreng, som han sidder på gulvet og leger med luften. Han taler sagte for sig. Hun har en følelse af, at han holder meningen hemmelig for hende.

Store Will har inviteret ham ned igen i morgen. Han er en pjevs, sagde han med et smil og nikkede mod Eriks lille forbinding om håndleddet, hvor han havde brændt sig på gløderne. Men sådan er det med drenge der vokser op hos kvinder. Det er naturligt nok.

Det gør hende lidt vred at tænke på. Hun ved ikke hvorfor - det er jo rigtigt. Hun så, hvad der skete med James, James som havde sin mor og ingen anden. På et tidspunkt havde han Effy. Hun skutter sig i mørket. De siger, at heksen er i byen igen i dag.

Hun kan stadig mærke hans blik ovre fra gyden.

Erik siger en lille lyd for sig selv. Hun stopper op, går i stå. Kigger over på ham, nysgerrigt, men han ænser hende ikke, heller ikke da hun lister over til ham og sætter sig på hug. Han sidder med fingrene oppe i luften foran sit ansigt og folder håndfladerne mod hinanden som sommerfuglevinger. Vifter med dem, op og ned, som en, der forsøger at lette.

“Hvad er det?” spørger Effy og stryger forbindingen på hans håndled med pegefingeren.

Det giver et lille sæt i drengen, som trækker hånden til sig og kigger op på hende med store øjne. Det er mærkeligt - han ligner, at han lige er vågnet. “Mama,” siger han forvirret og kigger på sin forbinding. “Det var smedjen. Jeg kom for tæt på. Det var dumt.” Han lyder som om, han citerer.

Hun ryster på hovedet. Insisterer, prøvende, som en hjort der tester den første is på floden. “Nej, jeg mente dine hænder. Det du lavede med dem. Mønstret - “ Hun løfter sine egne hænder og prøver at gengive det.

“Nåh.” Han kigger væk. Det er ligesom med tæppet, tænker hun. Han ryster det af sig. Pludselig er der noget i hendes bryst, der gør så ondt, at hun griber hans håndled og læner sig ind mod ham.

“Erik,” siger hun, og der er så meget luft i hendes stemme, så lidt vægt.

Han trækker på skuldrene. “Det var ikke noget,” siger han, og selvom det tager lang tid, giver hun slip til sidst, som hun må, som hun bør.