18

[underhimlenoverjorden]

Effy har ikke tid til at gøre sig anstændig; hun løber ud over heden på nøgne fødder med kåben flagrende om kroppen. Vinden skubber til hende, baglæns, tilbage mod huset. Den fanger hendes kåbe, som pludselig føles alt for tung, som en klods om benet, varmeløs. Da hun bryder gennem lyngen og standser, hvor Erik står, er hun forpustet. Hun falder på knæ ved siden af ham. Hans blik er så fjernt, som om han ser ind i en verden, som hun ikke har adgang til. Hun hader det. Det får alt i hende til at sitre. Da hun slår armene om ham, mærker hun, hvor kold han er. Han ryster meget let, men virker ikke til selv at tage notits af det.

“Erik?” hvisker hun mod hans kind og trækker ham tættere ind til sig. Hun spørger lige så meget sig selv som ham, men det hjælper ikke. Stilheden svarer aldrig tilbage.

“Han drømmer,” lyder det fra siden, hvasst og uforsonligt. Det giver et ryk i Effy. Hun stirrer op på heksen, som stirrer på Erik med snævre øjne. Han holder stokken bag ryggen nu. Han ser frygtelig ud, herude under månen, hvor man kan se, hvad han er; han ligner noget, der engang var menneske, en mand der trådte først ud og så ind af sin krop. Måske, tænker hun, skifter de ham, disse væsener. Hun husker heksen anderledes, men alle husker dem sikkert forskelligt.

Hun strammer grebet om Erik. “Han skal tilbage i sin seng,” siger hun. Hun kan stadig bære ham, gudskelov. Hans krop føles alt for stiv. Med en dyb, rystende indånding, rejser Effy sig op og tager sin dreng i armene, vender ham bort fra heksen. Heldigvis lægger Erik selv armene om hendes skuldre. Han gemmer ansigtet mod hendes hals, instinktivt, som om han ikke kan lade være.

“Mennesker drømmer forskelligt,” hvisler heksen og tapper med stokken mod jorden foran sine slidte støvler. “Det, du gør - det hjælper ikke noget. Han er på vej væk fra dig.”

Hun retter ryggen. Med Erik i armene virker heksen pludselig mindre, mere ussel. Slaget om hans skuldre er muggent og mølædt. Det er væsen, der intet har, ikke til sig selv og ikke til andre. Tanken vækker ingen medlidenhed i hende. “Du er ikke velkommen her,” siger hun, klart og tydeligt, og hendes stemme klinger hen over lyngen og heden, som om der bor et ekko i den, et ekko fra en anden tid. “Forsvind.”

Heksen stirrer olmt på hende. Effy nikker mod skoven - gå, bliv væk - og vender sig bort. Da hun når tilbage til huset og ser sig tilbage, er han forsvundet.