10

[underhimlenoverjorden]

De var måske ti år gamle, da James hev Effy med ind i moderens klædeskab. Det var den slags aften, hvor de voksne festede og børnene sov for sent, og hun husker stadig lyden af stemmer nede fra stuen i James’ hus, lyden af kroppe i dans og klirrende glas. I klædeskabet var der mørkt, indtil James tændte en lille stump lys og satte den på skamlen ved bagvæggen. Hans øjne glitrede lidt i mørket, og Effy trak tæt på ham, så tæt, så de næsten trak vejret ind i hinanden.

“Prinsesse Effy,” sagde James og rørte ved hendes venstre fletning, “hvilken kjole skal du have på til fest?”

Effy, som var i en af sine pænere kilte, grøn med små lyse tråde flettet langs kanten, smilte og rystede på hovedet. James gav hende et skævt smil og insisterede, “Kom, sig nu til!” og til sidst måtte hun give sig og pegede på en smuk, dyb-blå, gulvlang nederdel i tartan med et tungt sølvbælte hængende om livet. Det lille bånd om James’ hestehale var gjort i samme stof.

Han tøvede ikke med at hive den store kjole ned fra ophænget, og kæmpede kortvarigt med vægten for ikke at slæbe den hen over skabsgulvet, mens han stavrede over til hende. Hun endte med at have kilten på som en kjole og bæltet som en halskæde, fordi han ville det sådan; han drejede hende og hev i stoffet med en vigtighed, som ikke var påtaget. Effy rettede ryggen og knejsede i nakken som en rigtig dame.

Til sidst tog James sin mors hat og klipsede den i sit eget hår på skrå. Måske ville andre børn have grint af hinanden, af udklædningen, af hvor skøre de så ud, Effy i den store kilt og James med pynt i håret, men skabsdøren var trygt lukket mod omverdenen, og lyset brændte stadig på skamlen. Måske var det nemmere at være helt ægte på den måde. Måske gjorde det verden lidt renere.

Selvfølgelig tænkte børn ikke på den slags, men når Effy husker tilbage, mærker hun længslen efter det. Efter det lille lys og den tunge kilt, og James, der pyntede hende som sin.