14

[underhimlenoverjorden]

Da de går i seng om aftenen, tror Effy næsten på, at Erik blot var sulten. Siden de fik mad nede på kroen og brugte eftermiddagen på torvet som de plejer, mens drengen fik lov til at strække sine ben og lege; siden da er han mere sig selv. Han var måske mere stille end ellers på turen hjem, men det gør ingen skade. Kromutter har ret i den slags. Hun er ældre og mere erfaren end Effy. Hendes fem børn er alle gamle nok til at klare sig. Så Effy går i seng og putter Erik i hans, selvom han stadig beder om lov til at sove hos hende. Hun tænker på hans følsomhed.

“Han mangler en mand i sit liv, min ven. Det er intet ondt mod dig,” sagde kromutter, mens hun serverede en portion vælling for Effy, “men der skal være balance i tingene.”

Måske er det på tide, at Erik kommer på besøg nede i smedjen. Ikke sådan for alvor, bare et lille kig ind i en anden verden, en rigtig verden. Et sted, hvor han endelig kan genkende sig selv. Effy sætter sig op i sengen, lysvågen, nærmest stresset. Hun famler efter et stykke papir i mørket og skribler en note ned til sig selv. Ja, det må være vejen - at give Erik det, han mangler.

Der danser et flygtigt billede foran hendes øjne i mørket; Gurn med sine brede hænder og sit skæve smil og lille Erik der ser op på ham og… ser på ham. Hun kan ikke forestille sig hans udtryk. Det er som om, hans ansigt svømmer for hendes blik, mens Gurn står tydeligt frem, så genkendelig.

Hun har vænnet sig til den følelse, der kommer efter; skammen over, at hendes hjerte brister over Erik og det, hun ikke kan se, mens Gurn blot forsvinder fra hendes tanker igen, som om han aldrig havde været der.

I morgen går hun til smedjen med Erik.

I morgen hjælper hun ham.