09

[underhimlenoverjorden]

Effy mistede alt, da heksen læste hendes hånd. Sådan forstår hun det - et valg, hun aldrig skulle have taget, mørknet af kræfter, hun ikke forstod. Kræfter som nærmest ikke fik øje på hende, som ingen notits tog af hende eller hendes smerte; som når hjulet på en kære kløver en mus i to.

De tog James fra hende. Måske tog han også sig selv.

Nu er heksen tilbage i byen, og Effy har stadig ikke brug for at tage ind til byen, heller ikke selvom blikdåsen med mønter er tom, og hendes lager af uldsager vokser for hurtigt. Erik ser en lillebitte smule træt ud, og han leger mest på gulvet, stille, bevægelsesløst. Hun sætter ham i gang, når hun tror, han behøver det - læser med ham, beder ham prøve at læse for. Hun sætter ham til at tælle alle krukkerne i køkkenet, at sortere dem efter form og farve. Lille Erik arbejder hårdt men langsomt, langsommere og langsommere.

Når hans mave rumler, skynder Effy sig at finde en brødrest til ham. En lille skål med vandet havregrød, et par mundfulde salt tørret kød. Drengen klager ikke, og når han er så stærk, så klarer hun sig nok. Der er ingen grund til at tage ned til byen. Slet ingen. De har det godt heroppe i udkanten af verden, hun og Erik, de to og ingen andre.

Når mørket falder på, går Effy huset igennem og sørger for at alle vinduer er lukkede. Hun mistede alt, fordi hun et øjeblik lod sig friste, lod sig lokke, og hun tror, det kan ske for andre, når det kunne ske for hende. Når det kunne ske for James.

Gurn er væk, og de er kun to, hun og Erik. Effy retter ryggen i hoveddøren, klar til at lukke huset ned for natten. Hun står i døråbningen med blikket rettet fast mod skoven. Her er låst, tænker hun og strammer grebet hårdt om dørhåndtaget. Her kommer intet ind.

Bag hende lister Erik sig tæt på, tæt nok til at læne sig mod hendes ben, mens hans lille barnehånd lukker sig om hendes kjole, og et øjeblik - isnende, stormfuldt - er hun i tvivl, om han holder fast i hende, eller om hun holder fast i ham.