12

[underhimlenoverjorden]

“Drengen får for lidt at spise,” siger kromutter og stiller en stor portion vælling foran Erik, som kigger tøvende op på Effy. Hans underlæbe dirrer meget lidt, og han lægger sikkert ikke mærke til det. “Han bevæger sig desuden for lidt. Drenge skal bygge muskler. De skal løbe, lege, slås.”

Effy giver ham et lille smil. Erik griber straks sin ske og begynder at spise. “Små mundfulde,” siger Effy, hvilket han kun akkurat magter at rette sig efter. De har ikke spist ordentligt i flere dage. Det tør hun godt indrømme hernede i dagslyset på kroen, væk fra huset for enden af verden. Hun skulle have gået herned noget før, det ved hun.

Det var vanskeligt at få Erik væk fra vinduet i nat. Han sov ikke, da hun lagde hånden på ham - han havde rystet skulderen en smule, nærmest som om han forsøgte at skubbe hende af sig. “Hvorfor er der skodder for vinduerne, mama?” spurgte han. Absurd nok - for de lukker altid for natten, altid - havde hun følt sig anklaget.

Det var lykkedes hende at få Erik med i seng, selvom han havde klaget over det. Til sidst havde han endda spurgt om lov til at sove inde ved hende, hvilket han ikke har gjort i flere år. Effy gav sig ikke. Hans spørgsmål - urimeligt, var det, og blikket i hans øjne, som om han var spærret inde! - sad stadig i hende. “Store drenge sover ikke inde hos deres mor,” havde hun sagt til sin femårige dreng, og nu sidder han her med vælling i mundvigene og ser sulten ud på en måde, som får hende til at føle sig fortabt.

“Det skyldes sult,” fortsætter kromutter og klapper Effy på overarmen. “Han drømte bare, det er det hele. Du skal se, han retter sig hurtigt.”

Effy nikker tomt, farveløst. Hun tænker på James, som også var sulten.