17

[underhimlenoverjorden]

Hun vågner, fordi hun mærker tomheden.

Dengang Effy var gravid med Erik, havde hun konstant en følelse af tosomhed, som overraskede hende, fordi hun havde været gift med Gurn i tre år uden at mærke den. Det gav jo dårligt mening; han var hendes udvalgte følgeskab for resten af livet. Måske var det derfor, hun ikke havde tænkt over det, der manglede - det var naturstridigt, også selvom hun oprindeligt havde været tiltænkt en anden. De var gift. De var sammen.

Men da Erik kom til, blev til inde i hende, da var det som om, der blev bygget en bro, som hun genkendte helt ind i knoglerne, ind i det blod, de delte, hun og ham, mens han lå i maven på hende. Efter fødslen blev broen kun længere. Smidigere, styrket af erfaring og kendskab.

Da Gurn døde, stod broen uforandret.

Det er derfor, Effy vågner tidligt om morgenen, så tidligt, så solen endnu er timer fra at bryde frem bag horisonten. Hun sætter sig op i sengen med et sæt og knuger sin dyne til sig. Efter få sekunder begynder hun at lytte, selvom hun ikke ved, hvorfor. Hun lytter først til sit eget, tundrende hjerteslag - derefter til lyden af huset, der knirker omkring hende, lyden af dynens knitren. Der er tomt. Stille på en måde, som tager vejret fuldstændigt fra hende, som en udhuling der begynder et sted dybt inde i hendes krop. Med et gisp hopper hun ud af sengen på bare tæer, slår sit tunge sjal omkring sine skuldre og løber ind i Eriks soveværelse.

Hans seng er tom, og vinduet er åbent.

Vinden slår mod hendes knoer, da hun stiller sig ved vinduet og holder fast i karmen, læner sig ud for at se med øjnene vidt åbne. Der, ude på heden hvor lyngen stadig står og vugger i vinden - der, ramt af månelyset, står en lille skikkelse med ansigtet vendt mod skoven længere væk.

Overfor ham, kun få meter væk, står heksen og venter blandt skyggerne.