15

[underhimlenoverjorden]

De går på torvet tidligere end vanligt. Da hun fortæller Erik, at han skal bruge nogle af sine timer på at gå mændene til hånde nede i smedjen, nikker han - “Ja, mama” - men han smiler ikke, og hun synes, han virker mere træt end sædvanligt, da de går mod byen. På torvet stiller hun op alene. Store Will har sagt ja til at vise Erik rundt i smedjen, fordi der ikke er så travlt på denne tid af dagen, under forudsætning af, at hun henter drengen igen før middagstid, hvor forretningen typisk tager til.

Hun nynner lidt for sig selv, mens hun gør varerne klar. Der er et meget smukt, grønt stykke tartan blandt dem i dag, et lille kunststykke, som hun stiller an, så det kan ses. Hvis hun havde råd, ville hun have beholdt det til sig selv, måske til et lille bælte eller et par smukke handsker. Hun lader det glide mellem fingrene. Det ville også være smukt, tænker hun, bundet rundt om halsen som et… sjal. Hun stivner. Skubber tanken, der følger efter helt af sig væk, før den kan manifestere sig rigtigt.

Der er visse beklædningsgenstande som Effy ikke væver.

Hun væver gerne stoffet til andre, og hvad de derefter gør med det, står dem naturligvis frit. Hver til sit. Hun lader det grønne stof være, hvor det står og flytter blikket og fingrene væk; det er trods alt mange år siden, at hun pyntede sig, at det gav mening. Pynt er noget, man gør for andre. For at blive modtaget.

Effy er alene sammen med Erik, og Erik har ikke brug for mere pynt i sit liv.

Hun retter ryggen og stiller sig ved disken med hænderne fladt mod den gamle træplade. Hun ser sig om på torvet, prøver at fange et blik her eller der. Hendes øjne flytter sig fra person til person, fra brønden til gyden bag de gamle husvægge, og fra husvæggene til -

Hendes blik flakker tilbage mod gyden, langsomt, som om det trækkes med magt.

Dér, blandt skyggerne, står en skikkelse med fronten rettet mod hende. Hun kan se på bygningen, de brede skuldre og den snævre silhouette, at det er en mand. Han læner sig op ad murværket med en stok i den ene hånd, og der er et eller andet ved ham, som får noget i hende til at visne.

Skyggerne æder hans ansigtstræk. Alligevel kan hun fornemme, at han stirrer på hende.

De heldige kan få læst deres fremtid.

Med et gisp vender hun sig væk. Hun ser ikke derover igen, ikke før dagen nærmer sig middag, og hun skal hente Erik på smedjen. Da er gyden tom.