21

[underhimlenoverjorden]

Hun møder heksen på vej tilbage til kroen. Et øjeblik ligner de næsten hinanden - heksen, med sin slæbende gang og stokken, der ridser i jorden, og Effy med sin beskidte kjole og udmattede krop. Hun retter ryggen, da hun ser ham; han er på vej hen over torvet mod gyden, hvor han stiller sig op ad husmuren og stirrer ned på sine skosnuder.

Da hun går forbi ham, siger han, “Han er hos hende,” og hun stopper med et sæt og vender sig mod ham, kold helt ind til benet, indtil han dovent peger med stokken mod kroen.

Hun vender sig bort igen og fortsætter. Tre skridt. Fem. Ti.

Med et dybt suk tvinger hun sig selv til at gå i stå, vende rundt, og gå tilbage. Ti skridt.

Heksen lægger hovedet på skrå. Mellem skyggerne er der noget, der glider hen over ansigtet på ham - hun kan ikke beskrive det. Som om han kort løfter en maske og sætter den tilbage på plads. Hun kigger op på ham længe, og hans hærgede ansigtstræk bevæger sig kun minimalt som svar. De venter begge på hende.

“Fortæl mig,” siger hun til sidst, mens hun lukker hænderne om sine håndflader, “hvordan jeg hjælper ham.”

Han siger en mærkelig lyd, et sted mellem et fnys og noget andet, hun ikke kan placere. Han skubber sig væk fra muren og pludselig går han perfekt, som om stokken kun er til pynt. Han skubber sig forbi hende. Netop da falder måneskinnet mod hans ansigt, så hun ser hans profil. Hun ser noget der er dødt og borte, noget der er genopstået, noget har ligget for længe i jorden - og så, i et glimt, ser hun ham.

“James!”

Det flyver ud af hende, næsten lydløst, for hun har ikke luft til mere. Hun står naglet til jorden i chok. Heksen - James, James-som-heksen - går ligeledes i stå, som om hendes ord har forvandlet ham til sten. Han bliver stående i den samme position, lidt foroverbøjet uden at se til siden på hende. I det øjeblik falder to verdener sammen, og Effy kan ikke sige noget, hun ville gerne, åh, hun ville, men hun kan ikke.

Heksen vrider sig løs fra stilheden. Hun når at tænke i sin forvirring, at James endnu engang forlader hende, og hun rækker desperat ud efter det mørnede slag. Hendes fingre fanger kun luften. Heksen stavrer bort, væk, ud blandt skyggerne.