20

[underhimlenoverjorden]

Store Will tilbyder at følge Erik tilbage til kroen sidst på eftermiddagen - han skal hjælpe med at sko et par heste, ikke makker? havde han sagt, da de kom, og Erik havde kigget forsigtigt op på ham, ikke uhøfligt men (ængsteligt) blot… forsigtigt. Effy rettede ryggen, blæste ham et lille fingerkys og forlod ham, selvom hun kunne mærke noget ryste indvendigt for hvert skridt hun tog ud ad smedjen.

“Det er adskillelse, søde ven,” siger kromutter medfølende, mens Effy hjælper hende med at feje gulvet og støve karmene af. De tror alle sammen at det er hårdere for Effy, fordi hun er alene med Erik. Det burde jo også være derfor. Gurn er borte, og tomrummet kan ikke fyldes ud.

Men da aftenen falder på, og Store Will endnu ikke har afleveret Erik på kroen, bliver Effy bekræftet i sin mistanke - det handler ikke om hende som kone, som enke, som en kvinde der i dobbelt forstand har mistet sin ægtefælle. Det handler om noget, der kommer før. Om den snigende, usynlige uvidenhed som bor i hjertet hos de fleste mennesker, og som blænder én for de vigtigste detaljer, dem man ikke giver rum til. Hun tænker på Eriks små hemmeligheder. På heksen, heden, og den hvide, der haler ind på hende om natten.

Tankeløst forlader hun kroen, først i gå-gang men hurtigt efter, i løb. Da hun ankommer til smedjen er der fuld gang i ovnene og lyden af metal der banker mod metal er øredøvende, som varselsklokker der buldrer i mørket. Hun ser sig omkring, blændet af røgen i luften. Hvor er - hvor er…

“Fandt han dig ikke?” Store Will kommer ud af tågen. Hans hænder er sorte af støv og sod. “Jeg sendte ham til kroen. Stod midt i en opgave, jeg ikke kunne gå fra, men han er jo en stor dreng.”

Han er en pjevs. Han er en stor dreng. Han er faderløs. Han skal bevæge sig, mangler at lege, mangler at være en dreng. Han drømmer.

Hun blinker. Stirrer stumt på ham i et par sekunder, før hun vender sig bort. Hun løber mod skoven, følger intet andet end lyden af sit eget, hamrende hjerte og ekkoet fra før, han er væk, han er væk, han har forladt mig, fordi jeg ikke forstod!

Få skridt inde i skoven giver hendes ben efter, og hun falder ned på knæ og graver neglene ned i jorden, bukker hovedet og skriger. Hun er ordløs i sin afmagt.

Omkring hende stiger ekkoet opad mellem trækronerne.