24

[underhimlenoverjorden]

Engang dansede James og Effy i et klædeskab, mens en lysestump brændte og Effy trådte støv ind i kanten på moderens fineste kilt.

En anden gang sad lille Erik på kanten af sengen med Effys forklæde om sine spinkle skuldre og kiggede ud af vinduet mod heden, hvor de hvide damer dansede for ham i daggryet.

Effy kommer tilbage fra skoven med armene om sig selv og øjnene fulde. Hun lukker døren til soveværelset forsigtigt bag sig og ser Erik, som han sidder på sengen, vendt væk og helt i sin egen verden. Ude på heden er der noget, der trækker i hendes blik, og da hun kigger ud, ser hun dem i glimt, som drømmebilleder. Hun sætter sig på sengen ved siden af Erik og lægger armen om hans skuldre. Det giver et lille sæt i drengen. Bagefter læner han sig forsigtigt ind til hende.

“De er smukke, Erik.” Hun tænker på skoven, på trækronerne, på hvide kjoler og gennemsigtige vinger, der næsten forsvinder for blikket. Det gyser i hende, og hun krammer ham lidt hårdere for sin egen skyld. Endelig tager hun mod til sig:

“Vil du fortælle mig om dem?”