11

[underhimlenoverjorden]

Hun vågner midt om natten med en mærkelig stramhed i brystet. Den går ikke væk, heller ikke da hun vender sig om på siden, og efter kort tid er hun for vågen til at sove videre. Hun sætter sig op i sengen og skutter sig. Kulden kryber ind under dørkarmene, gennem væggene og det slidte tag. Hun samler dynen og det uldne tæppe om sig for at få varmen, men følelsen i brystet går ikke væk. Hun kan ikke huske, hvad hun har drømt. Hun står op og folder tæppet omkring sig, inden hun på bare fødder går ud i stuen, hvor skodderne er slået for og mørket dominerer.

Der står en olielampe ved døren. Efter et par mislykkede forsøg lykkes hun med at tænde den. Hun tænker at lade ordene i Biblen berolige sig, måske overnatte i lænestolen med tæppet omkring sig og hovedet på skrå. Herinde kommer intet ind, heller ikke ekkoer fra fortiden.

Hun tager olielampen i hånden og holder lyset ud fra sig i bøjet arm. Hendes hjerte springer et slag over.

Der, på gulvet under stuevinduet, sidder Erik med sin dyne foldet om kroppen og ansigtet vippet opad.

Hvor den tynde natskjorte er kravlet ned over skulderen, kan hun se knoglerne under huden på ham. Hans lille krop bevæger sig langsomt, rytmisk, mens han trækker vejret, og hun står der i mørket og forstår ikke, hvad hun ser. Spændingen i brystet eksploderer langsomt udad, hendes hånd ryster og skyggerne danser mærkeligt omkring dem.

Erik ser sig ikke tilbage.