07

[underhimlenoverjorden]

Skoven er stille, og det skræmmer hende. Hun spørger sig selv og stilheden - hvor er fuglene, hvor er vinden i trækronerne, hvor er lyden af smådyr i krat og underskov? Effy går alene ned ad skovstien, mens hun knuger sit forklæde mellem hænderne. Hendes mund smager uldent. Lige udenfor hendes synsfelt flytter noget sig frem mellem træerne, på kollisionskurs med stien og Effy og stilheden.

Måske er det Erik. Søde lille Erik, der danser, fordi han ikke ved, hvor farligt det er, og hvor meget man taber, når musikken stopper. Måske er det Gurn, med klippestøv på støvlerne og det forstenede udtryk som han tillagde sig gradvist, mens årene gik og en anden slags stilhed (stumhed) voksede mellem dem.

Eller måske er der ikke plads til nogen af dem her på stien, hvor Effy går alene, mens himlen over hende bliver højere og højere. Hun kan dufte lyngen ude fra heden blandet med den sødlige stank af råd og fugt og salt fra hendes øjne.

Fra siden driver noget tættere på. I glimt ser hun, at det blafrer i vinden, kridhvidt og skinnende, som en engel. Engle, ved hun, befinder sig aldrig hernede på jorden. De krydser ikke veje med en kvinde som Effy, for de er ikke der, hvor hun er.

Nej, det er ikke en engel, men noget der hører til i mørket, som hvirvler af sted, mens vinden skriger.

Effy gisper og ser til siden. Skoven er tom omkring hende. Hun vågner og klamrer dynen mellem hænderne så hårdt, at hun ryster.