22

[underhimlenoverjorden]

Om natten sover Effy på kroen sammen med Erik. De sover i den samme seng, selvom kromutter har tilbudt et ekstra værelse. Hun holder Erik tæt ind til sig. Han var blevet distraheret på vej tilbage fra smedjen - af hvad, vil han ikke fortælle. James ville heller ikke sige, hvad han jagtede, hvad han så, og hvad han ønskede sig, før det var for sent for hende at spørge på den rigtige måde. Når hun lukker øjnene, ser hun heksen for sig nede i gyden, heksen og måneskinnet. Er det Eriks fremtid? Er det sådan de ender, de som drømmer, når de ikke finder vej?

Hun stirrer op i loftet, op i mørket. I kanten af sit synsfelt fornemmer hun det hvide, det dansende, som om noget af hende forsøger at få blik ind i en anden virkelighed. Hun tænker på sin lille søn i den store smedje blandt de rigtige mænd, tunge og verdensnære og med støvlerne i skidtet. Han klager ikke, men hun fornemmer det alligevel; hvordan han flytter sig væk, længere og længere væk. Heksen forstår det og ser det, fordi han kender bevægelsen.

Hun husker:

Et par dage før deres bryllup, hendes og James, blev Effy vækket af en sær følelse, hun ikke forstod. Hun stod op og gik hen til vinduet, åbnede det for at få luft. Alt var stille. Natten var i ro.

Dengang havde heksen endnu ikke læst hendes håndflade. Derfor tænkte hun ikke nærmere over det, da hun så James udenfor i mørket, hvor han stod og spejdede mod skoven længere væk. Hun tænkte, han nok var spændt, for nervøs til at sove. For lykkelig.

Prinsesse Effy, havde han sagt engang for mange år siden, og sådan følte hun endnu. Derfor forstod hun ikke den uro, der bredte sig i brystet ved synet af ham; hun tænkte blot, at det var smukt, at de begge var søvnløse.

Dengang drømte hun også.

Nu holder Erik fast i hende under dynen, mens han mumler sagte i søvne, og Effy erkender, at de ikke er alene, at de måske aldrig har været det. Der er noget, der kalder på afstand, noget der hiver og slider i hendes søn, som det hev og sled i James. Hun er vågen natten igennem, mens hun beslutter sig for, hvad hun må gøre.

Da daggryet nærmer sig, står hun op og går mod skoven.